mandag den 27. februar 2012

Sådan isolerer du din krybekælder

Synes du, at din varmeregning er lige lovlig stor? Så kan der være velvære og penge at hente i at isolere krybekælderen.

Mange huse fra før parcelhusets guldalder i 1960’erne og 1970’erne har krybekælder eller kælder, som i hvert fald ikke fra starten har været isoleret. Det kan du gøre noget ved.

Før du isolere din krybekælder, skal du sikre dig, at dit hus generelt er tørt, og at du har ventilation nok i krybekælderen til, at der ikke opstår fugtproblemer dernede. Er der ofte fugt omkring dit hus, har du oplevet fugtskjolder på sokkel, mure, indervægge eller gulv, eller lugter der muggent i krybekælderen, skal du sørge for at dræne dit hus, før du isolere din krybekælder.

Når det gælder ventilation af krybekælder, skal du sikre dig, at ventilationsåbningerne i ydervæggen ikke bliver dækket af isolering. Få gerne en fagmand ud til at vurdere, om isolering af krybekælderen er en god ide hjemme hos dig.

Den lette løsning
Har du ikke mod på selv at isolere din krybekælder, er alternativet at hyre en håndværker til arbejdet. En isolatør kan isolere med isoleringsplader, flamingokugler (blæses ind, hvor der er trangt, hvor der ikke er sikret mod fugt, eller hvor gulvet i krybekælderen er bar jord) eller isolering iblandet lim, som sprøjtes på kælderloftet. Har du et hulrum under gulvet, kun du få blæst isolering med granulat herned.

Gør det selv – trin for trin
  1. Er der plads til, at du kan komme ind i krybekælderen, kan du selv gøre arbejdet. Isoler gerne med en tykkelse på minimum 150 mm. Læg en dampspærre direkte under gulvbrædderne mellem bjælkerne. Sørg for, at dampspærren går et stykke ned på bjælkeren og ydermurene, så du ikke får sprækker, hvor kulden kan trække op.
  2. Sæt isoleringsplader op direkte under dampspærren mellem bjælkerne. Husk at anvende en støvmaske under arbejdet.
  3. Hold isoleringen på plads med galvaniseret tråd eller trælister. Husk, at isoleringen ikke må presses sammen, så mister den sin evne til at isolere.
  4. Isolere du med mere end ét lags isolering, kan du sætte nye lægter op på tværs under bjælkerne.
  5. Sæt isoleringsplader op mellem lægterne, og fastgør dem. OBS. Er gulvet ned mod krybekælderen støbt, findes der produkter, som kan hæftes direkte på beton.

Vejledninger
På producenternes hjemmesider ligger der ofte vejledninger til, hvordan isoleringsarbejdet med netop deres produkter skal gøres.

Hvad koster det?
Der er mange produkter og fabrikater at vælge imellem og i mange prisklasser. Når det gælder isoleringsarbejde, er det arbejdstiden, der koster.

Vigtigt at huske
Ventilation! Det er vigtigt at sørge for, at der er god ventilation i din krybekælder, når den er isoleret. Temperaturen i krybekælderen vil falde, så der kan dannes kondens. Denne kondens skal luftes ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar