søndag den 12. februar 2012

Bliv din egen energirådgiver

Her er en lynguide til, hvordan du undersøger, om dit hus er isoleret og tæt, så du undgår at fryse – og at få kuldegysninger over varmeregningen.

Isolering på loftet
Stik tommelstokken ned langs isoleringen, fx ved en loftbjælke, og mål tykkelsen på den isolering, der ligger på loftet. Den skal være minimum 200 mm. Og gerne 300 mm.

Tjek samtidigt, om huset har en vindafskærmning. Den sidder i forlængelse af muren – på siden af loftisoleringen. Hvis ikke – kan vinden blæse direkte ind i isoleringen og nedsætte den isolerende effekt.

For at undgå at træde på isoleringen kan du bruge et kosteskaft til forsigtigt at trykke isoleringen ned ude langs undertaget, så du kan se, om der er monteret et bræt til vindafskærmning.

TIP: Granulat er godt til efterisolering af loftet. Dels kan det komme ud under taget de steder, hvor der måske ikke er lagt isolering. Dels er det godt til at lægge oven på den  eksisterende isolering, hvis den er ujævn, så du undgår luftlommer, når du efterisolere. Dog må du ikke isolere klos op ad taget. Der skal være en luftpassage mellem taget og isoleringen, så luften kan blæse hen over isoleringen og skabe ventilation på loftet.

Tjek dine vinduer
Gummilisten på vinduet bliver stiv med alderen – især hvis der er blevet malet  på den ved en fejl. Sæt et stykke papir i klemme i vinduesrammen, luk vinduet, og træk i papiret. Hvis du kan trække papiret igennem uden modstand, bør du overveje at få skiftet gummilisten. Prøv gerne hele vejen rundt på vinduet.

TIP: På nogle vinduer kan du også få vinduet til at slutte tættere til vindueskarmen ved at dreje vindueshasperne et par gange.

Husk også dørene
Ligesom med vinduerne kan du også tjekke indgangsdøre og terrassedøre med et stykke papir. Hvis du kan trække det igennem uden modstand, kan kulden også komme igennem uden modstand. På nogle døre kan du justere, hvor tæt døren lukker til den metalplade, som vender ind i mod dørkarmen ved låsen. Brug en skruetrækker til at justere.

TIP: De fleste nye døre har trepunktslukning. Væn dig til at trække op i dørhåndtaget, når du er gået ud eller ind ad døren – ikke kun, når du skal låse døren. På den måde bliver de to låsepaler skudt ind i dørkarmen.

Gennemgå alle fuger
Kontrollér fugen rundt om vinduet udenfor med en lommekniv. Hvis bladet kan komme ind mellem trærammen og fugen, er den utæt, så det kan trække ind. Det også vigtigt, at fugen under vinduet er trukket 10-15 mm. Tilbage, då den nederste fals (drypnæsen) kan lede vandet væk. Ellers kan vinduet begynde at rådne nedefra.

Har dit hus sålbænke af fliser, bør du undersøge, om de støder direkte på karmen uden en fuge. I så fald kan vinden blæse ind.

Tjek også mørtelfugerne mellem murstenen. Hvis de er smuldret eller faldet ud. Kan det blæse ind i hulmursisoleringen, ligesom du risikere frostsprængninger i murværket.

TIP: Har du et hus fra 1960’erne eller 1970’erne, bør du undersøge, om der er en fuge, hvor murstensvæggen slutter, og træremmen, der bærer taget, begynder. Hvis den mangler, kan vinden blæse direkte ind i bagmuren. Brug en trappestige og en kniv til at undersøge det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar